Hvad er sandpapir og hvad bruges det til?

Når du skal beslutte hvilket slibepapir der skal bruges til en specifik arbejdsopgave, er det en nødvendighed at have kendskab til slibematerialerne og deres individuelle egenskaber.

Der er stor forskel på sandpapir og på hvilken slags man bruger til hvilke formål. Her menes de korn som sandpapiret er belagt med, da der er stor forskel på de forskellige belægninger der findes.

Sandpapir består som udgangspunkt af et bagsidemateriale (selve båndet hvorpå slibekornene er fastgjort), og af en korntype med en form for topcoat. Disse elementer kan kombineres og det er netop den rette kombination der sikrer det optimale produkt til den rette opgave.

Slibeshoppen har her lavet en guide over de typiske typer af slibe- og sandpapir, samt deres primære arbejdsområde.

 

Korntyper

Aluminiumoxid er den mest brugte og almindelige type sandpapir, som har et bredt arbejdsområde, da produktet både virker på træ, plast, metal og gips. På produkter af aluminiumoxid, løsriver der sig under slibning, små partikler så derved blotlægges friske og skarpe fragmenter, for optimalt sliberesultat. Aluminiumoxidsandpapir har en lang holdbarhed, hvilket gør det til et populært valg til brug ved maskinslibning, men som også kan bruges til en mere nænsom håndslibning. Disse produkter er ofte røde i farven.

Siliciumkarbidbaseret slibe- og sandpapir, er et yderst effektivt produkt som fjerner materiale hurtigere og mere effektivt end produkter af aluminiumoxid. Produktet har samtidig en længere levetid end aluminiumoxid. Siliciumkarbidproduktet kan bl.a. bruges på træ, plast og metal, til formål som fjernelse af maling eller rust. Grundet produktets store anvendelsesområde er det også et oplagt valg til lakslibning, men det kan også anvendes til pudsning af spån-, masonit-, MDF- og gipsplader. Produktet er ofte sort i farven.

Zirkoniumoxid egner sig specielt godt til træ og benyttes derfor ofte til gulvslibning. Produktet benyttes ligeledes til slibning af glasfiber, metal og malede overflader. Du finder den i form af bælter, puder og plader til kraftslibning. Som ved aluminiumoxid brydes partiklerne under brug, og derved blotlægges friske og skarpe fragmenter, for optimalt sliberesultat. Dette produkt er ofte blå i farven.

Keramiske korn kan benyttes til slibning af metaller ved høje temperaturer, samt slibning af carbon, kevlar eller tilsvarende produkter. Sandpapir med keramiske korn er tilgængelige i bælter og skiver til kraftslibning, og egner sig specielt godt til aggressiv materialefjernelse på træ. Keramiske slibemidler er meget holdbare og har derved en lang levetid. Produktet er ofte røde eller lilla i farven.

Garnet er et naturprodukt, som almindeligvis benyttes ved træarbejde og som er særdeles godt til håndslibning, hvor det forbereder overfladen til efterbehandling. Slibepartiklerne nedbrydes under brug, og på samme måde som aluminiumoxidprodukter slides det hurtigt.

Smergel benyttes oftest i metalindustrien, hvor det er pålagt et lærred (smergellærred), da produktet egner sig særdeles godt til slibning af metaller. Ved brugen af grove korn fjernes rust og maling, hvor finere korn kan benyttes til polering og finslibning.

Abranet er et multifunktionelt og specielt udviklet produkt til slibning af spartel, primer, lakker, kompositmaterialer og en lang række andre materialer til industriel brug. Abranet tilbyder en høj ydeevne og længere levetid end traditionelle slibemidler, hvilket gør det til en omkostningseffektiv løsning. Produktet er designet til tørslibning med maskine eller hånd, hvilket medfører et renere arbejdsmiljø samt en bedre overfladefinish.

Kornmaterialerne knuses og sigtes efter FEPAs normer (forening for europæiske slibeskivefremstillere), således at kornstørrelserne angives med sigtenumre, som er et udtryk for antallet af masker pr. engelsk tomme. Som standard beskrives kornstørrelser med et ”P” (f.eks. P 150, P 120, osv). Typisk anvendes kornstørrelser som følger:

P12 – P36: Ekstra grov, til grove opgaver.
P40 – P60: Grov, fjernelse af maling og generel grovslibning.
P80 – P120: Medium, normal slibning af træ, spartel og tidligere behandlede og malede overflader.
P150 – P180: Fin, slibning af træ og malede overflader.
P220 – P280: Meget fin, let slibning, typisk mellem behandlinger.
P320 – P400: Ekstra fin, finisharbejde og vådslibning.
P500 – P1500: Polering og lakslibning.

 

Bagside- og rygmaterialet

Bagside eller rygmaterialet er det produkt hvor slibekornene fastgøres.

 

Papirunderlag

Det mest anvendte bagsidemateriale er en stærk papirtype med en høj træk- og slidstyrke. Papirunderlagene er tekniske papirer som er specialudviklet, og er fremstillet med meget nøjagtige specifikationer til specifikke formål. Dette sikrer væsentlige fysiske egenskaber som finish, styrke, vedhæftning, fleksibilitet og vægt.
Papirtypen er angivet med en bogstavkode, som vises umiddelbart efter kornstørrelsen på det færdige produkt. Jo lettere ryggen er, jo større er graden af fleksibiliteten og ligeledes, jo kraftigere ryggen er, desto større modstandsdygtighed og mindre fleksibilitet har sandpapiret.

Type A: Let og fleksible. Denne type anvendes primært til opgaver som kæver stor flexibilitet og som ikke belaster sandpapiret. Der anvendes typisk ved slibning i korn P80 eller finere.

Type C: Stærkere og mindre fleksibel end type A. Dette materiale vælges primært til håndslibning og ligeledes til brug på små bærbare slibemaskiner. Bruges til mellemliggende slibning i korn P36 til P80.

Type D: Stærkere og mindre fleksibel end type C . Dette materiale bruges også til håndslibning og små bærbare slibemaskiner på grove og mellemliggende korn P24 til P80.

E-vægt: Stærkere og mindre fleksibel end type D. dette materiale anvendes primært på ruller, bælter og sliberondeller, hvor der kræves stor modstandsdygtighed.

F-vægt: Den stærkeste, mindst fleksible papirmateriale. Dette anvendes primært til kraftige sliberondeller og slibebånd, i gulvindustrien.

 

Lærredunderlag

Til specielle opgaver anvendes ofte slibe- og sandpapir med rygmateriale af lærred, da lærreds har en større holdbarhed og derved bredere anvendelsesområde. Lærredunderlaget er mere slidstærkt end papirunderlaget og giver derfor større modstandsdygtighed under brug. Derfor anvendes dette til slibeunderlag ved produkter, hvor stor slidstyrke og fleksibilitet ønskede.

lærredunderlaget er som papirprodukterne angivet med en bogstavskode som indikere typen. Bokstavet står typisk anført efter kornstørrelsen på det færdige produkt.

J-lærred er et forholdsmæssigt tyndt lærred, der er fleksibelt og som efter påføring af slibekornene kan bearbejdes yderligere, for at opnå en større smidighed til specialopgaver. Dette er den letteste og mest fleksible af lærredunderlagene, som typisk bruges hvor finish og ensartethed af overfladen er vigtigere end effektiv materiale fjernelse. Produktet er ideel til efterbehandling, hvor der kræves stor fleksibilitet.

X-lærred er et mere kraftigt og stift lærred, som benyttes til mere standardiserede opgaver, som grovkornsslibning og ved fin og finish slibning og polering. Konsistent produktivitet, god finish og lang levetid er karakteristika for slibeprodukter, der er fremstillet på et x-lærred underlag

Y-Lærred er det stærkeste og kraftigste rygmateriale som anvendes, Y-lærred anvendes til grove opgaver da produktet er designet til at modstå et ekstremt tryk og belastning.

Polyesterfilmbaserede produkter giver specielle egenskaber, der egner sig til mere specialiserede slibeopgaver. Produkter med polyesterryg, har yderst fine tolerancer i tykkelserne, hvilket gavner industrier som sætter store krav til nøjagtighed.

 

Vådslibning

Ved vådslibning bruger en væske til at smøre arbejdsfladen med og derved minimerer risikoen for ridser. Vådslibning hindre ligeledes at sandpapiret stopper til med støv og fjerner samtidig løstsiddende partikler fra arbejdsområdet. Derudover minimere vådslibning den støvudvikling, som normalt opstår.

For at opnår det optimale resultat ved vådslibning, anbefales det at benytte demineraliserede vand, da dette indeholder meget færre mineraler og kalk.

Vådslibning anvendes ofte i forbindelse med mere hårde materialer, som slibning af knive, metaller, afslibning af rust, lakerede overflader og til stenoverflader, som bordplader, gravstene osv.

Da vådslibning ofte udføres for at opnå en meget blank og glat overflade, benyttes der sandpapir med høje korntal, hvilket gør det umuligt at slibe i dybden. Derfor kræver vådslibning ofte en forbehandling med en grovere behandling.